Gemt i kategorien: Den Gamle Kro, Fyn, Odense. Kommentar-RSS.
Den Gamle Kro i Odense stammer helt tilbage fra 1683, så jeg forventede en oplevelse udover det sædvanlige, da jeg sammen med min kæreste besøgte kroen i juni 2007. Læs her om mine forventninger blev indfriet.
Eventyrlig stemning i Odense
Som det måske fremgår af billedet til venstre, er Den Gamle Kro i Odense utroligt velbevaret og stemningen er nærmest helt eventyrlig. Billedet er fra Den Gamle Kros gårdhave, som er overdækket af et glastag, der kan rulles af, hvis vejret er til det.
Min kæreste og jeg havde netop fået et bord i gårdhaven, og vi fik hurtigt serveret en lille appetitvækker i form af brød med en form for pesto. Det var ikke noget særligt, men fint da vi var sultne.
Maden på Den Gamle Kro
Til forret fik min kæreste rejecocktail med dressing og brød. Rejerne var rigtigt gode og det var dressingen også, men ellers adskilte denne rejecocktail sig ikke fra dem man får andre steder. Denne forret får derfor 4 stjerner ud af 6 mulige.
Min forret bestod af gravad laks med sennepsdressing. I modsætning til rejecocktailen stod denne forret bedre mål med de eventyrlige omgivelser. Således kom tjeneren ind med et lille bord, hvorpå hun skar tynde skiver af laksen. Udover at det sikkert vil være et velegnet indslag hvis man ønsker at imponere en pige, forretningsforbindelse eller lignende, havde denne forret også både god smag og en frisk konsistens. Den får således 4 stjerner.
Til hovedret fik min kæreste kalvefilet med krydderkartofler, dagens grøntsager og kalveskysovs – traditionelt dansk tilbehør og lige sagen hvis man kan lide god dansk mad. Jeg smagte selv en bid af kalvefiletten, og det var næsten så det smeltede på tungen. Det kan ikke gøres meget bedre, og denne hovedret får derfor 5 stjerner. Desværre levede min hovedret ikke helt op til denne standard. Min hovedret bestod af perlehønebryst med timian-pommes rösti, dagens grøntsager og hvidvinssky. Tilbehøret var som det skulle være – måske lige med undtagelse af pommes röstien, som var lidt kedelig i længden. Det samme kan siges om perlehønebrystet som manglede smag. Desuden var der ikke meget kød på.
Priser på Den Gamle Kro
Under normale omstændigheder, ville jeg nok have givet denne hovedret 4 stjerner, men set i lyset af prisniveauet på Den Gamle Kro i Odense, kan det ikke blive til mere end 3 stjerner. For vores 2 forretter, 2 hovedretter og 2 små colaer måtte vi betale et højt beløb. Således trækker prisen også ned i det samlede billede. Selvom maden er god på Den Gamle Kro i Odense, kan det ikke retfærdiggøre den høje pris. Efter min mening kan man få lige så god mad til en lavere pris på andre restauranter i Odense, f.eks. La Piazza.


